Færdighedstræning

Træningsforløb for unge og voksne med ADHD og lignende vanskeligheder

Få redskaber til at mestre hverdagens udfordringer 


Kender du det?

Du har mange uafsluttede projekter, glemmer ofte aftaler, har svært ved at komme i gang, selvom du siger til dig selv “tag dig nu sammen” - og gang på gang bebrejder du dig selv, efter du har truffet endnu en uhensigtsmæssig beslutning. 


Mange daglige benspænd, der kan gøre dig ærgerlig, presset og til tider modløs.


Sandheden er, at du langt fra er alene om at have det sådan. Men her er en vigtig nyhed. Det er nemlig muligt at træne disse udfordringer, så du får et liv med mere livsglæde, energi og trivsel.

Træn dig til at lykkes med det, der er vigtigt for dig!

“Færdighedstræning” er et individuelt mestringsforløb målrettet unge (15+) og voksne med ADHD eller med lignende vanskeligheder. 


Målet er at øge livskvaliteten ved at træne centrale kognitive udfordringer. 

Ved hjælp af disse metoder bliver mange af hverdagens gentagende udfordringer nemmere at håndtere. 

Med en fokuseret træning, vil du i højere grad opleve, at du lykkes med det, du gerne vil. 

Det får du


Gennem færdighedstræning øger du dine muligheder for at forblive på arbejdsmarkedet, gennemføre en uddannelse, undgå stress og overbelastninger - og i det hele taget mestre hverdagen med større glæde, energi og tilfredshed.

Sådan vil jeg støtte dig




Hvor foregår træninggen?

Træning foregår enten i Faxe Sundheds-center, online eller efter aftale.

Fokusområder

Færdighedstræning handler om at skabe forbedringer på forskellige fokusområder. Nogle områder er du måske mere udfordret i end andre. Derfor er det særligt vigtigt, at det er et individuelt træningsforløb, hvor vi sammen kan arbejde med det, som giver mest værdi for dig lige nu. 


Når vi dykker ned i et fokusområde vil det måske give anledning til negative tanker og følelser om det, du typisk har gjort før, men som på ingen måde har virket for dig. 


Det, jeg løbende vil minde dig om er, at DU ikke er problemet - det er dine problemer, der skaber problemer, og at din "nye" værktøjskasse vil give dig nye konstruktive veje at gå.


Måske har du hørt om nogle af metoderne før, men styrken i at være i et træningsforløb er netop, at du får støtte til at træne, det du sikkert allerede ved, du har brug for.

Opmærksomhedskontrol

Forstå resultater og påvirkninger ved ikke at være opmærksom. Hvilke ændringer har du brug for for at kunne forbedre din opmærksomhed? 

Hukommelse

Træne konkrete metoder til at forbedre hukommelsen.

Impulskontrol

Træne en trinvis metode, som sætter tempoet ned og giver plads og tid til, at man kan tænke sig om inden man handler impulsivt. 

Kompetente tanker, følelser og handlinger

Træne kompetente tanker, følelser og handlinger, så de bliver de foretrukne valg (automatisering). 

Konstruktiv planlægning

Træne at lægge en plan med et klart mål. Det vil sige at få overblik over, hvad planen indebærer af opgaver og tid, foretage en prioritering og planlægge efter det. Og endelig gennemføre planen. 

Problemløsning 

Træne at kunne identificere problemer, indhente information, overveje konsekvenser, finde løsninger og træffe valg. Her trænes også konflikthåndtering.

Erkende og håndtere tanker og følelser

Træne en bedre og hurtigere erkendelse og håndtering af følelser som fx vrede og angst, før de kommer ud af kontrol. 

Sociale færdigheder

Træne bevidstgørelse af tanker, følelser og kommunikation.

Har du fx fået konstateret ADHD eller har lignende vanskeligheder, men har ikke fået hjælp til, hvad du så kan gøre? Så er dette træningsforløb måske værd at overveje.

Foto: Bjørli Lundin

Alle gør altid deres bedste... 

Da min søn fik konstateret ADHD som voksen, så er det måske oplagt at tro, at jeg så som mor ville aktivere en powerpoint-præsentation af hele hans barndom med eksempel efter eksempel på steder, hvor jeg helt sikkert kunne have gjort det bedre og mødt ham med en større forståelse.  


Det skete ikke, må jeg bare tilstå.


Men diagnosen gav en forståelse og accept af mange ting, men mest af alt en stor kærlighed til den lille dreng han var engang og endnu mere til den unge mand, han har udviklet sig til i dag. 


Min opfordring til dig er, at uanset om du selv har lignende udfordringer eller er pårørende, så husk dig selv kærligt på, at


"Alle gør altid det bedste de kan med de ressourcer de har - lige nu!"

R&R2 


R&R2 er et evidensbaseret gruppeforløb baseret på det engelsk-canadisk udviklede program Reasoning & Rehabilitation version 2, der effektivt hjælper unge og voksne med ADHD og lignende vanskeligheder. Metoden bygger på kognitiv terapi og træning af de udfordringer, som typisk opleves i hverdagen. Det kan fx være udfordringer i forhold til koncentration, impulskontrol, hukommelse og konstruktiv planlægning. 

Læs mere: Socialstyrelsen


Jeg er certificeret og akkrediteret til at facilitere træningsprogrammet R&R2.