Din velfortjente selvomsorg
Når du hører om, hvordan min hverdag har været, så håber jeg du forstår, hvorfor det betyder så meget for mig, at du giver dig selv noget velfortjent selvomsorg.
Som mor til tre børn, de 2 med et medfødt handicap, har der været mange år med travlhed, bekymringer og dårlig samvittighed. Altid optaget af at få det hele til at fungere, som alle småbørnsfamilier helt sikkert kan genkende - men så var der lige alt det ekstra med afprøvning af kørestol, korset, specialsyede sko eller handicapridning, fysioterapi, hospitalsbesøg og korrespondance med kommunen osv.
Det var hverdag. Min hverdag - næsten som om jeg aldrig havde prøvet andet, glemte jeg, at der også skulle være plads til mig og mine behov og ønsker.
Altid overbelastet var det småt med søvn - ikke bare fordi jeg ikke kunne sove. Jeg havde heller ikke altid lyst til at sove - for nu var der endelig ro og tid til mig. For at holde dampen oppe om dagen, blev "sukker" mit drug - men min guilty pleasures kostede på vægten.
Så nej, det var ikke selvomsorg. I dag ved jeg, at selvomsorg ikke kun handler om det jeg har lyst til, men også det jeg har brug for, men rejsen har været lang. Det største vendepunkt var, da jeg uventet mistede min handicappede søn i en ulykke.
Lige der, havde jeg brug for at tage mig ekstra kærligt af mig selv.
At drage omsorg for mig selv - sørge for, at mit liv er fyldt med ting, der hver dag giver mig mening, glæde og energi - at sikre mig, at dagene ikke bare skal overstås, men faktisk leves.
Derfor ligger det mig sådan på sinde, at især du som forælder passer på dig selv, så du har energi og overskud til at give glæden og overskuddet videre til børn, familie og venner.
Når vi ikke er omsorgsfulde over for os selv, risikerer vi et fangenskab i hamsterhjulets stressende hverdagsrutiner, hvor vi knokler solen sort og glemmer os selv - og livet.
Start derfor allerede i dag med at give dig selv noget velfortjent selvomsorg.
Så hvad får du lyst til at gøre for dig selv lige nu?
Uanset hvad - Gør det!
Tag en dejlig dag!